Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmands Beretning 2011

Udpluk af årets sager

Loft

 

Udpluk af årets sager

 

En kvinde var utilfreds med, at naboen havde bygget en stor tagterrasse på et almindeligt parcelhus. Problemet var bl.a., at man fra terrassen kunne se lige ned i kvindens have. Kvinden klagede først to gange til kommunen, som begge gange afviste, at byggeriet skulle være i strid med lokalplanen. Derefter klagede hun til det daværende Naturklagenævn. Spørgsmålet var nu, om klagefristen på fire uger var overholdt. Opfattede man kommunens andet svar som en selvstændig afgørelse, havde hun overholdt fristen. Det gjorde Naturklagenævnet ikke. Den utilfredse nabo klagede til ombudsmanden, som stillede en række spørgsmål til Naturklagenævnet. Sagen endte med, at Naturklagenævnet alligevel anså fristen for at være overholdt og behandlede sagen. Naturklagenævnet annullerede kommunens afgørelse og bad den om at se på sagen igen.

En kommune ønskede at slå to folkeskoler sammen til én ny. Som en del af argumentationen skrev kommunen på sin hjemmeside, at nogle forældre fravalgte den ene skole, fordi der var mange tosprogede børn. En far henvendte sig personligt på ombudsmandens kontor på Gammeltorv for at klage over kommunen. Han var imod sammenlægningen af de to skoler. Han mente, at kommunens argumentation var forkert, og at beslutningen derfor var ugyldig. En jurist hos ombudsmanden talte med manden og fandt ud af, at beslutningen endnu ikke var truffet. Forslaget om skolesammenlægning var stadig i høring, og alene af den grund kunne ombudsmanden ikke gå ind i sagen. Manden fik at vide, at han kunne vende tilbage, når kommunen havde truffet sin beslutning.

Ombudsmandens opgave er at kontrollere, at myndighederne overholder regler og love. Han kan ikke ændre eksisterende regler, selv om borgere måske mener, at reglerne er urimelige.

I en række år havde en kommune givet en svært gigtplaget mand støtte til køb af en såkaldt handicapbil. Men da manden søgte om at få fornyet sin bevilling, afslog kommunen. Ombudsmanden sendte sagen tilbage til det sociale nævn og skrev, at manden havde krav på en bedre begrundelse for, hvorfor kommunens praksis var ændret. Ombudsmanden lukkede dermed sagen, men skrev til manden, at han kunne vende tilbage, hvis han ikke var tilfreds med svaret fra det sociale nævn.   

En maskinarbejder var sygemeldt med dårlig ryg og modtog sygedagpenge. Maskinarbejderen blev afskediget, og ca. fire måneder efter standsede kommunen sygedagpengene. Kommunen forklarede, at maskinarbejderen ikke længere var ”fuldt uarbejdsdygtig”. Mandens fagforening mente derimod ikke, at manden kunne arbejde som maskinarbejder med sin ryg, og ombudsmanden fik en klage fra fagforeningen. Ombudsmanden sendte klagen til beskæftigelsesankenævnet, fordi han ville undersøge, om sagen var tilstrækkeligt oplyst, til at der kunne træffes afgørelse om at stoppe sygedagpengene. Det havde nemlig vist sig under ombudsmandens behandling af sagen, at kommunen – under sin vurdering af, om manden kunne arbejde – havde indhentet oplysninger om jobbet som maskinarbejder ved at ringe til studievejledningen på et teknisk gymnasium. Nævnet besluttede at genåbne sagen og konkluderede, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Kommunen burde eksempelvis også have inddraget mandens egen læge.

I Ombudsmanden har ikke læge- eller socialfaglig ekspertise og kan derfor ikke vurdere, om en mand kan arbejde eller ej. Men ombudsmanden kan se, om sagen er ”oplyst”, eller undersøgt, godt nok.

Et ægtepar klagede til ombudsmanden over afgørelser, som var truffet af Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet. Selv om de to myndigheder er organer på sundhedsområdet, behandler ombudsmanden ikke klager over deres afgørelser. Det skyldes, at Patientforsikringen er en privat forening og ikke en del af den offentlige forvaltning, og at Patientskadeankenævnet har domstolslignende karakter og derfor heller ikke er omfattet af ombudsmandens kompetence.

En mand, der i 1980’erne var flygtet fra Iran til Danmark, ville gerne have besøg af sin søster fra Iran. Han prøvede derfor at skaffe hende et besøgsvisum til Danmark. De danske myndigheder afslog imidlertid, bl.a. fordi søsteren ikke var omfattet af den rette ”persongruppe”, og fordi de mente, at den iranske mand selv kunne besøge søsteren i Iran, eller at de to søskende kunne mødes i et andet land. Manden var skuffet, men ombudsmanden kunne ikke hjælpe ham. Integrationsministeriet havde nemlig fulgt en fast og lovlig praksis.

Ombudsmandens opgave er at kontrollere, at myndighederne overholder regler og love. Han kan ikke ændre eksisterende regler, selv om borgere måske mener, at reglerne er urimelige.